”Tænk stort” - Romanaktuel forfatter iværksætter skrivekonkurrence for unge
Dato: 28. oktober 2013

Hvordan bliver man forfatter? Det spørgsmål har den danske forfatter Anne Fortier, der bor i Canada, fået stillet et utal af gange fra unge i hele verden. Og hun har vejledt i alle verdenshjørner baseret ikke mindst på succesen med sin store roman Julie, der er blevet en bestseller i mere end 30 lande og har rundet et samlet oplag i Danmark på 40.000 eksemplarer. På fredag udkommer så hendes næste roman, Amazonernes ring, i Danmark som det første land. Og hvorfor ikke i den anledning prøve at inspirere danske unge til at skrive, har Anne Fortier spurgt sig selv.

Derfor har hun, der er opvokset i Holstebro, taget initiativ til en regional skrivekonkurrence for unge, hvor hun selv sponsorerer pengepræmierne. I samarbejde med Dagbladet Holstebro-Struer har hun opfordret til, at 11-20-årige indsender en tekst om emnet ’amazone’. Bidragene vurderes af en dommerkomité bestående af journalist Anders Agger, redaktør på Gyldendal Merete Borre og Anne Fortier selv. Og vinderne bliver kåret ved et arrangement på avisen på onsdag.

»Da jeg var barn, meldte min mor mig til talrige skrivekonkurrencer. De konkurrencer - og dem jeg selv tilmeldte mig, da jeg blev større - har helt klart hjulpet mig på vej til at kunne skrive og til i sidste ende at blive forfatter. Derfor vil jeg gerne selv være med til at give andre børn og unge det rygklap, der kan føre til, at de tør folde deres skrivetalenter ud. For det er vigtigt, at ikke blot forældre og lærere bakker op, men at støtten og udfordringen også foregår i mere formelle rammer, så unge skribenter trænes i styrke og mod til at tænke stort«, siger Anne Fortier, der netop er ankommet til Danmark, hvor hun bliver indtil 19. november 2013. Under sit besøg skal hun bl.a. også tale til eleverne på sit gamle gymnasium i Struer og mødes med unge fra Dansk Talentakademis Forfatterlinje.

Med venlig hilsen
Gyldendal

Om Anne Fortier: f. 10. november 1971 i Holstebro. Har en ph.d. i idé-historie fra Aarhus Universitet. Flyttede som 31-årig til USA, hvor hun har arbejdet i bl.a. filmbranchen og som universitetslærer. Amazonernes ring er hendes tredje roman efter Julie (2010) og debuten i 2005 med Hyrder på bjerget. Læs mere på www.annefortier.com


Forfatterportræt, info om den nye roman samt kontaktoplysninger i tilfælde af yderligere spørgsmål er på Gyldendals pressesite:
http://presseservice.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702127928&mode=comende

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail